Det obligatoriske mundtlighedsforløb i 1.g dansk kan klares på vidt forskellige måder. Jeg har haft stor succes med at arbejde med fortællingen, hvor vi undersøger hvordan den udvikler sig fra den mundtlige til den skriftlige fortælling. Faglige Forbindelser er her ganske udmærket, fordi den både forklarer myten, folkeeventyret, kunsteventyret m.v.
I år prøvede jeg dog noget nyt ved at tage udgangspunkt i vandrehistorien som genre. Ofte har jeg afsluttet forløbet ved at perspektivere til vore dages mundtlige fortællinger, og taget vandrehistorien som eksempel. Der findes utallige på nettet, og der er også en lang række Youtube-videoer, der kan få eleverne op af stolene. Mangler man teori om genren, er efterskriftet i Robert Zola Christensens “Det døde barn i hoppegyngen” fremragende.
Men med de nye web 2.0-værktøjer fx Soundcloud er det oplagt også selv at forsøge sig ud i den mundtlige fortælling. Derfor begyndte jeg første lektion med at fortælle dem vandrehistorien om en polterabend, der går galt. Uden de vidste det var en vandrehistorie, naturligvis. Inden jeg begyndte havde jeg sendt tre elever uden for døren. Da jeg var færdig med historien, sendte jeg én elev ud for at fortælle den videre til én af de tre elever uden for døren. Herefter skulle vedkommende komme ind og fortælle den version, han havde fået fortalt uden for døren. Herefter blev han sendt ud for at fortælle den til nummer to osv. På den måde fik vi den samme historie fire gange i alt. Men, men… der skete jo temmelig mange ting undervejs. (Den sidste version kan du høre her). De tre-fire minutter hvor eleven fortalte videre uden for døren, brugte resten af klassen til at notere ned, hvad der skete med: persongalleriet, miljøet, plottet og kompositionen.
Da vi havde hørt historien og samlede op, endte vi stort set med de velkendte genretræk for den mundtlige fortælling. Uden eleverne havde læst så meget som en side om det. Og så var det sjovt! Derefter var vi klar til at gå i gang med at undersøge genren nærmere.