Med Blicher på facebook

St. St. Blichers Sildig Opvaagnen fra 1828 er uden sidestykke en af mine yndlingstekster. Det kan være en gave at undervise i ens yndlingstekst, hvis man formår at videregive fascinationen. Men det kan være desto mere nedslående, hvis eleverne ikke kan se, hvorfor teksten er så helt igennem fantastisk.

En analyse og fortolkning bør naturligvis åbne op for teksten, og det kan måske også hjælpe at læse andres analyser af en tekst som denne, der er skrevet så meget om tidligere. Efterskriftet i Dansklærerforeningens udgave kan være et omdrejningspunkt eller én af de mange analyser, som kan findes på Studieportalen eller andre steder.

Når eleverne ikke lige fatter interesse for en tekst som denne i første omgang, kan det være fordi den ligger langt fra deres erfaringshorisont. Personernes arbejde eller de steder de lever vækker ikke umiddelbart genklang. En mulighed er derfor at bringe personerne tættere på noget af det eleverne kender i forvejen for at vise dem, at de problemstillinger og temaer som teksten kredser om også gælder i dag. Små kreative skriveøvelser kan åbne på for denne erfaring evt. som perspektivering til sidst. I arbejdet med Sildig Opvaagnen kunne man fx bruge følgende opgaver:

  1. Forestil dig at du arbejder som journalist i byen, da doktoren begår selvmord. Du skal skrive en artikel om det til den lokale avis ved at bruge de oplysninger du har fået i novellen. Under politiets efterforskning af selvmordet har de fundet Elises breve, og dem har du været så heldig at komme i besiddelse af. Derfor skal du også inddrage en eller flere dele brevene i din artikel og kommentere på dem. (Denne idé er fra: http://blicher.wikispaces.com/Sildig+Opvaagnen)
  2. Skriv en SMS-samtale mellem Elise og Kaptajnen efter de har været sammen første gang til maskeballet. Overvej hvordan de hver især vil håndtere situationen. Vil den ene mere? Forsøger en af dem at holde sig tilbage og lægge låg på? I kan vælge at skrive den i moderne sprog eller forsøge at efterligne novellens sproglige udformning. Forklar jeres valg.
  3. Lav en Fakebook-profil til Elise, Præsten og Kaptajnen på http://www.classtools.net/FB/home-page. Profilen skal indeholde mindst 5-7 statusopdateringer, der passer til begivenheder fra novellen. Derudover skal I tilknytte venner, uddybe beskrivelsen af personen m.v.
  4. Skriv en datingprofil for Elise, Præsten og Kaptajnen til en datingside. Profilen skal indeholde en karakteristik og præsentation af personen og bl.a. komme ind på ønsker til en eventuel partner.

Min oplevelse i undervisningen var, at de ikke alene syntes det var sjovt, men samtidig blev trekantsdramaet noget nemmere at identificere sig med.

Dette indlæg blev udgivet i Dansk, Skriftlighed, Web 2.0 og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar