Digital dannelse som skolestrategi

Jeg har skrevet en artikel om digital dannelse som skolestrategi i tidsskriftet “Ledelse i Morgen” nummer 6, marts 2018, der har det overordnede tema “Ledelse og dannelse”. Her kan du læse et kort uddrag:

Man kan ikke åbne de sociale medier uden at læse om nye behov for digitale kompetencer hos eleverne. Så skal de lære at kode, tænke komputationelt, kende de juridiske regler for deling af billeder, gennemskue fake news osv. Men hvilke kompetencer skal man som ledelse fokusere på? Formålet med denne artikel er at give et forsigtigt bud på, hvordan man som uddannelsesinstitution kan arbejde med at udvikle relevante strategier på det digitale område, så elevernes digitale dannelse bliver en central del af fremtidens skolestrategi.

Det er ikke nyt, at tendenser i samfundet er med til at stille nye krav til uddannelsesinstitutionerne. Sådan har det altid været. Men det er formentlig nyt, at det sker med en sådan hastighed. Men ligesom uddannelsesinstitutionerne inden for andre områder ikke kan ændre retning hvert eneste år, kan vi heller ikke gøre det med elevernes digitale kompetencer. Spørgsmålet er, hvilke kompetencer man som ledelse skal fokusere på, når nu forandringerne sker med en sådan hastighed. Fremfor at løbe efter samfundsudviklingen taler meget for, at vi i stedet fokuserer på at give eleverne et grundlæggende kendskab til og handlemuligheder inden for det digitale felt, så de kan agere i det, uanset hvilke udfordringer de kommer til at stå med næste år. Eller om fem år. Derfor skal uddannelsesinstitutionerne give eleverne en grundlæggende digital dannelse, som er tæt knyttet til den almendannelse, vi i forvejen har fokus på.

Med udgangspunkt i blandt andet Steen Becks model for arbejdet med elevernes almene dannelse i undervisningen, giver artiklen et bud på, hvordan man som skole kan arbejde med at integrere det faglige arbejde i fagene med udviklingen af elevernes digitale dannelse. Artiklen er en betalingsartikel, som du kan få adgang til ved at købe tidsskriftet her.

Hvis du er interesseret i at få konkrete idéer til, hvordan I kan arbejde med digital dannelse på jeres egen skole, er du velkommen til at kontakte mig for fx oplæg.

Dette indlæg blev udgivet i Digital dannelse, Skoleudvikling og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar